Drømmeterapi
Få udbytte af dine drømme – brug drømme til viden, problemløsning og udvikling.
At arbejde med drømme er spændende, givende og udviklende.
Hvis drømme bliver husket og fortolket så de vækker genklang indeni, kan de være en direkte adgang til at få en forståelse af os selv på et dybere plan, og en viden om hvad der er på spil lige nu. Det vi drømmer om natten, kombineret med det vi har oplevet om dagen, vores dagsrester, er budskaber til os fra det ubevidste. De er sådan set vores vidner på de indre konflikter, komplekser eller andre mange forskellige tilstande vi har som mennesker og de fortæller dig om hvad der sker i dit liv lige nu. Om hvordan du har det fysisk og psykisk og kan være med til at vise vejen for hvordan du kan være eller handle i dit liv, om hvilke valg du skal foretage dig.
Drømme handler om det der er vigtigt for os
- Drømme symboliserer
- Drømme personificerer
- Drømme er prøvehandlinger på et sikkert sted
- Drømmene er ”online” på den ubevidste intelligens
- Drømme er mønstergenkendelse
- Drømme er kommunikation på et højt niveau
- Drømme er fortættet information
- Drømme er helhedsoplevelser
- Drømme er psykiske energilandskab
Reference: Ole Vedfeldts bog, Drømmenes Verden.
Min egen første oplevelse med drømme og bevidstgørelse
Jeg havde i slutningen af 1990’erne en drøm om det hus jeg boede i. Det var smukt renoveret og væggene rundt omkring i huset var hvide og nymalede. Jeg husker fra drømmen den umiddelbare begejstring og stolthed over huset og også chokket, da jeg opdagede at der var en sidefløj i huset som jeg ikke før havde set, og som var mørk og faldefærdig.
Det viste sig at der var en trappe der inde bag de fine vægge hvor synlig rockwool stak ud alle steder, hvor der var mørke og ukurante brædder af træ og iturevet tapet. En afdeling med intet andet end mørke og rod.
På det tidspunkt hvor jeg oplevede drømmen, var min daværende mand og jeg da også i fuld gang med at renovere vores fysiske hus, og jeg forstod ikke rigtig hvad det var jeg havde drømt. Men jeg kan stadig mindes hvordan jeg følte mig ”lost” og angst over den ”bagside” jeg i drømmen havde fået et glimt af.
Flere år senere da jeg var i gang med at se på mine skyggesider gennem min uddannelse som terapeut, huskede jeg den gamle drøm, og det gik op for mig, at drømmen dengang havde været af en særdeles vigtig betydning.
Huset var nemlig et symbol på mig selv, og drømmen handlede om hvordan jeg på det tidspunkt i mit liv, det bedste jeg havde lært, undertrykte en masse svære følelser og bøvl med noget angst, og kom igennem det hele ved hjælp af en flot facade. Min persona klarede sig, mens selvet i mit indre led.
Har du mareridts-agtige drømme?
Mange er meget aktive om natten i forhold til det ubevidste, og jeg hører ofte om mennesker som lider under deres natlige mareridt, og om hvordan de vågner op med ubehagelige følelser i forhold til det natlige ubevidste tankespind. Men der er hjælp at hente. Drømme skal ikke glemmes, men hentes frem fra gemmerne og fortælles, så du kan få udbytte af dem. Mareridt slipper deres tag når de får lov at blive fortalt og når deres betydning forvandles til ord og handling.
Hvis du har lyst til at anvende dine drømme i terapien kan du fortælle mig om din drøm når vi mødes. Vi analyserer den så sammen ud fra et anerkendt symbolsprog og altid så drømmen får dig til at se så klart som muligt i forhold til hvad der sker i drømmen og i dit faktiske liv, og så det giver mening for lige netop dig.
Har du svært ved at huske dine drømme, eller er du en af dem der tænker at du aldrig drømmer, kan jeg via træning med dig få drømmene frem.